Journalistik – nogle eksempler

Musikhus i kapløb med tiden

(Reportage i Jyllands-Posten 18/10-05)

800 meter fra en af landets mest berømte gader, Jomfru Ane Gade i Aalborg, står 90 piloteringspæle og venter på en bygning. 200 meter derfra har et nedlagt elværk gjort Aalborg berømt på en anden måde: ved at lægge navn til bogen og filmen Nordkraft.

Elværket skal omdannes til kulturcenter og piloteringspælene skal bære et musikhus. Men byggeriet er sat i stå, sagen minder mere og mere om en skandale og der spørges om Musikkens Hus nogensinde kommer.

I Aalborg har kunst og kultur aldrig haft høj prioritet som f.eks. sport. Symfoniorkestret bor i en nedlagt biograf, Musikkonservatoriet i en nedlagt skole, arkitektur-uddannelsen i en nedlagt bank osv.

Nu gennemlever byen et identitetsskifte fra arbejderby og socialdemokratisk højborg til universitetsby med hvad det indebærer af kunst- og kulturtilbud, f.eks. et musikhus.

Allerede i 1930’erne blev ideen luftet, men intet skete. I 1953 indviede man hvad der skulle vise sig at være et af Danmarks mest progressive kulturbyggerier, Aalborghallen, bl.a. til musik. Den kostede hvad der svarede til et års skatteindtægt for byen (i 2005-kroner godt 10 milliarder), men anvendes i dag mest til kongresser.

Ideen om musikhuset kom på bordet igen i 1986, da en lille gruppe borgere dannede et udvalg til fremme af musikhuset. Det skabte en vis debat men ikke mere og føst da daværende rektor for Aalborg Universitet, Sven Caspersen i 2002 tog initiativ til “Fonden Musikkens Hus i Nordjylland” kom der skred i tingene.

Caspersens vision går ud på at bygge nyt musikkonservatorium og nyt arkitekturinstitut. I ly af disse kunne man bygge musikhus. Staten kom med 200 mill. kr., 260 mill. skulle skaffes fra amt, kommune og private fonde.

En international arkitektkonkurrence valgte det østrigske arkitektfirma Coop Himmelb(l)au til at realisere et spektakulært byggeri på Aalborgs havnefront, der som så mange andre undergår store forandringer i disse år.

Koncertsalen rager ud over vandet i en dyreagtig formation og på forsiden ser man to “vinger” med de nye uddannelsesinstitutioner.

Der var generel tilfredshed med projektet og man smøgede ærmerne op. Men så åbenbarede en beregning, at komplekset ville koste 200 mill. kr. mere end budgetteret og det sendte chokbølger gennem byen og Fonden.

Coop Himmelb(l)au fik besked på at finde besparelser på 200 millioner og kom tilbage med et projekt, der var en bleg afglans af originalen.

Besparelsen var fundet og man gik videre – indtil man i foråret, da den store havnegrund var ryddet og man var begyndt at ramme pæle ned, opdagede nye fordyrelser på over 100 millioner. Her satte bygherren hælene i.

“Vi mangler mindst 100 millioner”, siger Sven Caspersen. “Tre uafhængige parter havde gennemregnet projektet og fandt at det kunne bære, men da vi fik tilbud hjem viste det sig ikke at kunne holde.”

Men kan man ikke finde nogle flere penge? I øblikket bygger man et isstadion i Aalborg som tilsyneladende bliver 50 % dyrere end beregnet.

“Vi sidder med nogle prisdannelser der ligger over de priser, som er kendt for den slags byggeri, og da konservatoriet, universitetet og symfoniorkestret har begrænsede huslejer og financieringen sker gennem en kapitalisering af disse, er der altså ikke flere penge.

M.h.t. musikhusdelen, så kan det godt være, der er villighed blandt de private, til at finde flere penge, men ikke i den størrelsesorden, vi sidder med i øjeblikket. Der er behov for mange, ganske store, ekstra midler”, siger Caspersen.

Det er et kapløb med tiden, for man er afhængig af en EU-bevilling, der fordrer at råbygningen står færdig juli 2007. En bevilling, som med sine 38 mill. kr. er betingelsen for de øvrige offentlige bevillinger.

En anden betingelse er hvad nogle i dag kalder “privat” opbakning, men tidligere i debatten “folkelig”. Hverken politikere eller Fonden kan tale sig fra, at det er så som så med den folkelige opbakning.

Langt ind i de socialdemokratiske rækker, hvis politikere har været med til at igangsætte byggeriet, spores ligegyldighed eller forargelse over det nye hus og ser man på listen over sponsorer, der har sikret de godt 50 mill. “private” kroner, drejer det sig om store fonde og virksomheder. Fru Jensen figurerer ikke med 50 kr. af sin pension.

Så hvem vil egentlig have det hus?

“Det er stærke kræfter i erhvervslivet, Byrådet, Amtet, Musikkonservatoriet og Universitetet, der kan se, at Musikkens Hus vil være et aktiv for landsdelen og for byen. Jeg mener, at det er en både fornuftig og nødvendig investering”, siger Aalborgs borgmester, Henning G. Jensen og henviser til kollegaen Thorkild Simonsen, der i Aarhus i 80’erne fik bygget musikhus uden folkelig opbakning.

En lind strøm af læserbreve afslører, at befolkningen hellere vil have idrætshaller, end koncertsale, og det er påfaldende, at en aktuel overskridelse på 50 % til bygning af et nyt is-stadion slet ikke afstedkommer samme protester som musikhusets estimerede overskridelse på 25 %.

Hvad nu hvis huset slet ikke kommer?

“Der er et stort ønske om, at Musikkens Hus SKAL blive til noget, og det er vigtigt for Aalborg og for Nordjylland at signalere, at den nordjyske stædighed og det nordjyske sammenhold skal få tingene til at lykkes – også denne gang”, siger en optimistisk Henning G. Jensen uden at præcisere, hvem der nærer dette store ønske.

I sommer bebrejdede kulturministeren musikhusfolkene at de var for lukkede om hele sagen. Man ansatte en informationschef, men først nu er der kommet nyt fra Byggefonden. I en aktuel status fastslår informationschef Claus Jakobsen:

“Naturligvis bliver musikhuset til noget. Der er netop udstedt byggetilladelse og der er fuld gang i en omprojektering af byggeriet. Den aktuelle anlægsramme er 575 mill. kr. hvoraf kun de 80 mill. er offentlige “lokalkroner””, siger han.

Musikkens Hus indvies efter planen engang i 2008. Hvis ikke kommer piloteringspælene til at ligne skamstøtter.

Det spirituelle Nordjylland

(Kronik i Politiken 18/9-05)

Jeg sidder overfor en kinesiolog. Min venstre arm er strakt ud. Jeg slapper af, men bruger en smule muskelkraft på at holde armen vandret. Behandleren siger “ja ja” og presser min arm nedad. Blidt, men fast.

Min arm reagerer ikke. Så siger hun “nej nej” – reaktion udebliver. Jeg tænker på Vorherre, der sagde “i jeres tale skal et ja være et ja og et nej et nej”, men det her har ikke noget med Vorherre at gøre. Jeg befinder mig på en skole i en landsby i Nordjylland.

På skolen kan man uddanne sig til healer, kinesiolog og zoneterapeut. Jeg har indvilliget i at være forsøgskanin for skolens elever denne aften.

Nu ligger jeg på en briks. Jeg har vasket mine fødder – gjorde det selv, havde ikke som Mesteren en, der kunne tvætte dem. Dette handler heller ikke om Vorherre, men om zoneterapi. Behandleren sidder ved mine fødder. Jeg har fortalt hende hvilke sygdomme jeg har haft gennem mit liv og hvilke skavanker, jeg går og døjer med nu.

Hun begynder at massere mine fødder. Hun leder efter bestemte punkter under dem. Når hun manipulerer fodsålerne fortæller hun, at nu er det milten, så leveren, nu venstre ben, så højre arm, hun påvirker og det sker nogle gange, at jeg mener at kunne mærke en direkte forbindelse mellem punkterne under fødderne og den legemsdel, de er forbundet med.

Vi venter på de øvrige elever, for min krop har været så formastelig at sige nej til kinesiologisk behandling. Min arm kan ikke presses ned, hverken når terapeuten siger “ja ja” eller “nej nej”. En ny behandler prøver. Samme resultat. En tredje. Samme resultat. Så hidkaldes læreren, men min krop VIL altså ikke. Jeg er et åbent og nysgerrigt menneske og min hjerne har sagt ja til behandling – ellers var jeg jo ikke kommet. Men kroppen siger altså nej – der er ikke noget at gøre.

Jeg har fået et farverigt magasin på 64 sider. Det er spækket med annoncer og oversigter. Bladet hedder “Spirituelle Nordjylland. Esoterisk information”. Som et almindeligt oplyst menneske ved jeg, at vi lever i en tid med religiøs renaissance, med nyreligiøse bevægelser og med en eksplosiv vækst i hele det område, man kalder alternativ behandling.

Men jeg er lettere rystet over den mangfoldighed og det omfang, “Spirituelle Nordjylland” præsenterer. Det drejer sig om en landsdel med stærke religiøse traditioner, arnestedet for 1880’ernes vækkelser, med et væld af frikirker og sekter. En landsdel, der er mere traditionelt og konservativt tænkende end mange andre. Så langt væk fra metropolen som man kan komme. Hvordan kan der være et så enormt marked for alt dette alternative? Hvor spirituel er Nordjylland i virkeligheden?

Det er der det hele: clairvoyance, kranio-sakral-terapi, astrologi, Martinus, meditation, rumi-poesi, biokinesiologi, regressionsterapi, numerologi, drømmetydning, chakrahealing, C7 fjernhealing, polaritetsterapi – alt dette alene på de første 10 sider i magasinet. Jeg kender ikke indholdet af en fjerdedel af disse terapiformer. Midt i det hele finder jeg en “Maria-workshop” og et foredrag med titlen “Påsken – fremtidens mysterium” og føler mig mere på hjemmebane.

Men hvordan kan små stationsbyer rumme “Sindalgruppen”, der tager sig af lysmeditationer, Aarsgruppen “Sariel”, der tilbyder fuldmånemeditationer, hvordan kan en landsby som Hørmested rumme en helseskole, hvordan kan man i Nørresundby samle folk til foredrag om “Klarsyn via blindtegning” og “Telepati med dyr”? Jeg tror: fordi man har glemt det egentligt spirituelle.

Tilbage til mig som prøveklud. Da enhver kinesiologisk tilnærmelse åbenbart ikke besvares af min krop, må vi tilbage til noget grundlæggende: et interview med mig om mit liv, dets sorger og glæder, op- og nedture og hvad ingredienserne i et liv ellers er.

Men den stakkels elev ved ikke rigtigt hvad hun skal spørge om, hvor hun skal begynde, hvad hun skal gribe fat i. Vi har bevæget os fra det fysiske til det spirituelle – eller i det mindste mentale, og så slår behandlingen fra ligesom jeg åbenbart har slået fra. Jeg beklager min manglende modtagelighed, bedyrer behandlerne min respekt for deres metier og køres til stationen.

I toget tænker jeg på, hvorfor jeg var der og hvad der skete – og jeg blader i “Spirituelle Nordjylland”. Jeg gør nogle flygtige, usammenhængende notater på bagsiden af DSB-bladet “Ud & Se” og tænker på at jeg troede, jeg i aften skulle “ind at se”. Men jeg så ikke andet end min egen, strejkende krop. Alligevel har mødet med dette univers sat noget i gang. Det bliver til en række påstande.

Påstand 1: man taler om nyreligiøse bevægelser og i kølvandet på og i et stort miskmask med disse kommer kroppen på banen. Fordi den protestantiske kirke i 5 århundreder har fornægtet kroppen og sammenhængen mellem krop og sjæl.

I østen finder man holistiske, religiøse systemer og de får fodfæste i dette kropslige uland under fællesbetegnelsen “kinesiologi”, en filosofi, der ikke eksisterer, men blot lyder eksotisk og hvor 3 ud af 4 har lært at udføre de kropslige dele af behandlingen, men ikke har forstået, endsige annammet den spirituelle del, måske fordi den er uden for rækkevidde for et nordisk sind.

Påstand 2: når en forening i samme annonce tilbyder astrologi, intuitions-maling, indisk meditation og Maria-workshop bedrager man det søgende menneske med påstanden om, at Jesu Moder hører til på hylderne i et spirituelt supermarked. Og når man i samme annonce indbydes til foredrag om rumi-poesi, kinesisk medicin, Martinus og “Påsken – fremtidens mysterium” placerer man den grundlæggende, kristne begivenhed i en slags Tour de France-univers, hvor den der bortvælger Påsken automatisk taber.

Påstand 3: når annoncer reklamerer med løsninger på stort set ethvert tækeligt mentalt, kropsligt, spirituelt problem ved underlige tegn og gerninger, allehånde importerede terapier og filosofiske systemer burde der være en mental eller åndelig sundhedsstyrelse til at gribe ind og beordre varer ned af hylderne indtil man har propre belæg for deres virkning eller at de i det mindste ikke lover (spirituelt) guld og grønne skove. Det vil ligge mig fjernt at undsige over en kam hvad “Spirituelle Nordjylland” tilbyder, men jeg har min skepsis over for meget af det og mit, omend beskedne, møde med nogle af terapierne, overbeviste i hvert fald ikke.

Jeg føler mig faktisk stadig nysgerrig og åben – ikke mindst over for det enkelte menneskes forpligtelse og ret til at finde og vælge sin egen løsning. Men da toget kører ind på stationen tænker jeg alligevel på hvad musikhistorikeren Peter Wang sagde til KD for nyligt: “Kristendommen vil altid være den sejrende religion, fordi offeret på Golgatha er den ultimative empati: Mennesket kan ikke tilføres noget større end Jesu offer for menneskenes frelse”.

Blokfløjternes hemmelighed

(Anmeldelse i Nordjyske Stiftstidende 22/7-05)

Ved De hvad hemmeligheden ved blokfløjtemusik er? Det er at den lyder ens. Udfordringen for blokfløjtespillere består så i at få værkerne til at lyde forskelligt fra hinanden.

Man kan være så optaget af sit instrument at man til sidst ikke selv kan høre forskel, men hvis man er rigtig god, som de tre kvinder i Wood’N’Flutes, så finder man nogle tricks, så publikum ikke opdager – ja at blokfløjtemusik dybest set er ens.

Klassiske musikere spiller jo i et rum og om sommeren rejser de rundt og spiller i MANGE forskellige rum, men forleden hørte vi musikere, der spillede MED rummet, kirken blev en slags fjerdemand, ikke blot fordi musikerne spillede forskellige steder i kirken, men fordi de havde afvejet ganske nøje hvilken musik de ville spille hvor. Det fungerede overmåde godt.

Et andet trick var at ledsage musikken med introduktioner og der tror jeg, ensemblet skal øve lidt mere. Faktisk tror jeg det meste var interessant nok (men spar mig for klassiske musikere, der forsøge at være sjove), det kom bare ikke rigtigt ud i den store processionskirke, som Sæby er. Tal højt og klart næste gang! Og her i sommer kunne Wood’N’Flutes leder Vicki Boeckman bruge sit glimrende tysk på turisterne – alt foregik på dansk.

Programsammensætningen var endnu et trick. Der blev spillet musik fra dansk middelalder til nutid (men, kære venner, lad være med altid at undskylde den ny musik). Kun to ud af 8 var originalværker, og det virker meget bevidst for der findes bunker af skrammel i litteraturen. Værkernes længde var afstemt med hele koncertens, de passede hinanden smukt, overgangene var fine og det var rart at opleve et stramt forløb uden en forstyrrende pause.

Et sidste trick var koncertens varighed – lidt over en time. Fremragende timet, for smertegrænsen for blokfløjtemusik ligger netop på en time – og så skal man naturligvis give lidt mere.

Men det skal jo handle om musik, så: kunne de spille? Ja så godt at vi ikke gider remse de musikalske dyder op endnu engang. Det fungerede fint og det vidste jeg godt i forvejen.

Men ved De i øvrigt hvad hemmeligheden ved Vendsyssel Festivals tryksager er? De er ens – der er altid fejl i dem. Godt musikerne har forstand på musik, så de hele tiden kan korrigere.

Hvad med kulturen?

(Klumme i fagbladet Journalisten 6/4-05)

Hvad med kulturen?

Det spørgsmål blev stillet nogle gange, da BT for nyligt relancerede sig med bl.a. “underholdning – ikke kultur og slet ikke finkultur, altså kunst” som det blev sagt.

Denne artikels anliggende er ikke BT. De følgende påstande rettes heller ikke mod Politiken, Information, Berlingske og Kristeligt Dagblad, som alle, mere eller mindre kvalificeret, stadig har en seriøs dækning af kultur og kunst. Med hvem rettes skytset så mod?

– Mod størstedelen af provinspressen (og her må så Jyllands-Posten undtages), der de seneste år har bevæget sig ind i en misforstået og farlig crowd-pleasing, som kan få fatale konsekvenser for den lokale og nationale kunst og kultur.

Dansk presse har ellers stolte traditioner på området. Kulturen har haft karakter af “sektion 2” i de seneste 200 år. Som på andre områder har avisen fungeret som både beskrivende, oplysende, revsende og som en slags kulturel vagthund – gennem reportage, kommentarer og anmeldelser.

Idag er Kulturredaktøren sjældent særlig tydelig i avisen. Måske fordi han/hun har funktion af administrator, snarere end meningsdanner. I den del af pressen, som jeg taler om er det også så som så med markante skribenter, ligesom kultur- og kunstdebatten er næsten usynlig, med mindre det drejer sig om regulære skandaler.

Det er farligt for den lokale og nationale kultur. Og farligt for den enkelte kunstner. Hvis han/hun ikke får den offentlige bevågenhed og det offentlige modspil, som avisen kan formidle, lukker kunsten og kunstneren sig (endnu mere) inde i et selvtilstrækkeligt univers. Og i sidste ende kommer samfundet til at mangle den vigtige dimension, som kunst er.

Når kulturen så endelig er der, virker dækningen generelt ukvalificeret og useriøs. Tidligere var en skare af free lance-fagfolk grundlaget for kulturstoffet, nu ser det ud som om journalister står for hovedparten af stoffet.

Og jo, journalister kan naturligvis skrive, men de bliver ikke eksperter i musik, billedkunst eller litteratur fordi de mere eller mindre tilfældigt får tildelt et af de stofområder. Derfor ser man spaltevis af anmeldelser af udenlandske film, friskfyragtige anmeldelser af rytmiske koncerter og pladeudgivelser, som aldrig når i dybden, boganmeldelser, der sjældent perspektiverer et forfatterskab eller dansk litteratur etc.

Hvad finder vi så i “2. sektion”?

Mode, mad og vin, it, rejser – alt det som karakteriserer 2005-mennesket på overfladen, men som er pseudo-kultur og i hvert fald ikke har med kunst at gøre. Man forlænger det materielle ind i det mentale under påstanden om at “det er også kultur”.

Men det er løgn. Og jeg tror, de fleste mennesker godt kan skille skidt fra snot og har en bevidst eller ubevidst søgen væk fra det materielle. Kulturkonsumptionen øges markant i disse år. Tænk på det store operaboom, på tilstrømningen til museernes billedkunst, på fremkomsten af nye kulturhuse over hele landet.

Hvorfor følger provinspressen ikke med?

Man kunne forsvare den med det kulturbegreb, Hartwig Frisch lancerede i begyndelsen af sidste århundrede – kultur er vaner, og påstå, at folks vaner idag handler om mode, it, vin og mad og andre flygtige værdier. Men det var næppe hvad Frisch mente.

Man kunne også sige, at det er et spørgsmål om overlevelse. At man nødsages til at følge disse trends for at kunne sælge annoncer og aviser. Det tror jeg heller ikke på. For jeg tror altså på, at, avislæserne er mere kritiske og engagerede end som så. Jeg tror, at de forventer mere og andet af deres dagblad – en genuin og gedigen kulturdækning, f.eks.

Og en anden sag: kronikken er også kultur. Men i mange aviser finder man i dag alene kronik lørdag eller søndag. Alt imedens avisen oversvømmes af klummer, forfattet af folk, der er oppe i tiden (f.eks. fordi de har vundet Robinson) men som ofte ikke har noget at meddele og i værste fald overhovedet ikke kan skrive.

Og debatstoffet vokser og vokser, men kvaliteten af den offentlige debat styrtdykker. Tidligere kunne man finde en kronik dagligt. Fordi den, ved siden af lederen, var dagens markante debatindlæg eller leverede avisens bedst gennemarbejdede og kvalificerede artikel. Det er måske derfor, der ikke er plads til kronikken mere.

Og hvad med kulturen?

Læg sprogparanoia på hylden

(Kronik i Kristeligt Dagblad 30/5-05)

Man ånder lettet op, når man to tredjedele henne i livet finder ud af, at man stadig kan flyttes – at principper og holdninger kan stå for fald ved mødet med andre.

Som forleden ved læsningen af en ny bog, “På sporet af sprogpsykologi”, hvori specialister inden for dette niche-agtige fag på prisværdig vis forsøger at fortælle, hvad fænomenet sprogpsykologi har med det “almindelige” menneskes hverdag at gøre. En artikel går bag de sprogformer, der anvendes mellem patient og læge, en anden foreslår nye måder at opleve billedkunst på via en sprogliggørelse af mødet med billeder af Monet og Cezanne, en tredje beskætiger sig med det religiøse sprog etc. – og så er der ph.d. Lars Henriksens “Sprog-paranoia”, som gav mine rodfæstede meninger et skud for boven.

Jeg er sprogmenneske par excellence. Ikke nok med, at jeg kommunikerer dagen lang ved hjælp af det talte sprog – jeg har skrevet flere tekster dagligt, siden jeg var barn og, ja, jeg er på samme tid eksperimenterende, korrekt og korreksende, når det gælder min egen og andres brug af sproget.

Dertil kommer interessen for etymologi, studiet af ordenes oprindelse, der ytrer sig fra et næsten overbevidst ordvalg til at drille min gamle mor med påstanden om, at frikadeller ikke er nogen århundredgammel nationalret, men blot en nyere dansk version af de italienske “fritta delli”. Jeg kan lide, at man kan se og høre på ordene, hvor de kommer fra, og hvorfor de er skruet sammen, som de er.

Men så er det, at Lars Henriksen i sin artikel påstår, at den slags er aldeles ligegyldigt og overflødigt, måske dybest set obstruerende for sprogets brug og udvikling. Han kalder sådan en som mig “civil bedrevider”. Henriksen bruger netop nogle af de eksempler, jeg selv har afprøvet – og han beholder i høj grad ret.

Et af dem er fra for 25 år siden, da jeg begyndte at benytte taxa i København. Jeg havde ofte ærinde i Gothersgade og bestilte, i henhold til min sprog-religion, chaufføren til at køre til “Gotersgade” og ikke “Gåttersgade”, men han kendte ikke noget til gotere. Der var også bebrejdende svar, når jeg ville tilbage til hotellet i Vester Far I Mags (ikke Maks) gade og bad ham om at køre besindigt derhen. Ikke nok med at han ikke vidste, hvor denne kendte gade befinder sig, han forstod heller ikke sammenhængen mellem destinationen og en gelinde måde at køre: “Der kan du selv se, din gåen op i etymologi og korrekthed blokerer det, sproget er til for: kommunikation. Folk forstår ikke, hvad du siger, og så er det hele jo lige meget.” Og så drager han ellers i felten mod klassiske fænomener som grammatik og etymologi.

Men han skal først omkring konstateringen af, at sproget – som åndedrættet – er “kodet til lavbevidsthed”. Derfor vil det ikke forstås og befamles. Bliver vi for bevidste om, hvordan vi bruger sproget, bryder selve sprogets funktion sammen – vi hører lyde i stedet for betydninger og hensigter.

Hvad betyder “betydning”? For Henriksens er dette et kardinalpunkt: “at ordet “x” betyder “y” vil sige, at de og de mennesker på det og det historiske tidspunkt oplever det og det bevidsthedsindhold ved den og den lydkombination”. Hvorfor og hvordan er i og for sig uinteressant – ja, granskningen heraf intimiderer sproget.

I min skoletid i 1960’erne betragtedes grammatik endnu som en slags facitliste, hvor man i lighed med regnebogens objektive resultatliste kunne se, hvordan “korrekt” sprogbrug er. Men vi ved godt, at sproget udvikler sig. Fra officielt hold korrigeres den vedtagne grammatik med mellemrum – f.eks. reformen af 1948 eller den få år gamle sprogpolitik, som Folketinget vedtog og satte Dansk Sprognævn som vogter over.

Sprogets relativisme gør, at man bør betragte grammatikken som en beskrivelse af sproget og sprogbrugen snarere end en anvisning på, hvad der er “korrekt”. Sproget er et socialpsykologisk fænomen. Det skabes af brugerne, som ikke kerer sig om oprindelse eller korrekthed, men alene om at blive forstået.

Hvorfor kan det ikke hedde “han tog hans hat og gik hans vej”? Enhver ved, hvad det handler om, det er alene grammatiske konventioner og københavneri, der giver provinsens skolebørn røde streger i skolebøgerne, når de skriver sådan.

Så har vi sprogrøgterne i Dansk Sprognævn, der ikke er helt forstenede i opfattelsen af, hvad sprog er, men som ikke desto mindre i P1’s “Ud med sproget” på anakronistisk vis forsøger at forsvare gamle dyder med grammatisk nidkærhed og underfundige etymologiske forklaringer. Mens man også i P1 forleden kunne høre professor Frans Gregersen foreslå, at man skriver ordene, som de lyder. F.eks. kunne den stribede rovkat tiger passende staves “tiå” – det er jo sådan, vi udtaler den.

Exit grammatik! Men etymologi? Det er da rationelt og effektivt, at vi ved at forstå ordenes oprindelse kan blive bedre til at bruge dem og blive klogere på mange ting ved at dyrke arkæologi på ordene.

Nej, etymologi forvirrer mere end forklarer. Man taler ofte om folkestyrets krise. Vi ved godt, hvad krise betyder, men, påpeger Lars Henriksen: krise kommer af græsk “krisis”: “afgørende vendepunkt”, og det er jo ikke sådan, vi bruger ordet i dag (undertegnede kunne tilføje at “Kristus” også kommer af “krisis”, og der er den oprindelige betydning stadig gældende).

Hvem bruger i dag ordet “pervers” i dets egentlige betydning, som er “omvendt”? Mon ikke missionsfolk ville være på Herrens mark (som underligt nok ikke er noget behageligt sted at befinde sig), ved den konstatering?

Min påstand er, at etymologien er en unødvendighed, fordi sproget som så meget andet lever horisontalt, ikke vertikalt. Som sprogbrugere påvirkes vi i langt højere grad af de andre sprogbrugeres sprogbrug end af fortidens, og når man taler om udvikling, er det en bevægelse, der går tilbage, ikke frem. Sprogets udvikling kan først konstateres, når den er sket, og så er det for sent.

Det bliver aktuelt, når der er tale om det, der kaldes låneord, indflydelsen fra andre sprog, i vor tid især engelsk.

Når et ord som “single” kommer ind i den danske sprogbrug, er det fordi, de danske ord, som vi kender for det fænomen ikke at have en partner, ikke dækker. At være “single” er slet ikke det samme som at være ene, enlig, ensom, alene. Det dækker over en social position, der betyder, at man lige nu er uden partner, men ikke nødvendigvis resten af livet. Den danske sprogbrug beriges af dette engelske ord, den forarmes ikke.

Sproget bruges til at kommunikere med, men, ville nogle sige, sproget konstituerer også en befolkningsgruppe, hvis væsentligste fællestræk er, at den udgør en nation. Måske var det sandt engang, men i dag grupperer vi os jo helt anderledes. Cirka 20 millioner på denne klode kan dansk, men jeg tror ikke, at de forstår sig selv som danske af den grund.

Sproget vil ikke forstås og befamles, siger Lars Henriksen. Sproget er ikke til at tale om, det er til at tale med. Sagen er, at sprogbrugeren udmærket ved, hvad der er rigtigt, vi kan jo sproget. Ja, hvis jeg sætter mig op på en cykel efter 30 år, går det nok. Men hvis jeg først læser en 10-siders “manual” om, hvordan vægt og fylde skal fordeles, hvilket ben, der svinges hvorhen og hvornår osv., skal der nok adskillige forsøg til, før jeg sidder sikkert i sadlen.

På samme måde med sproget. For nogle år siden læste jeg overskriften: “Lad de praktiserende læger sterilisere.” Vi ved godt, at dette ikke handler om at den samlede lægestand skal steriliseres. Og vi ved godt, hvad der menes, når lille Peter siger: “Han tog hans hat og gik hans vej.”

Hvorfor så dette hysteri omkring sproglige dyder? Den tavse eller larmende påstand om, at sproget gemmer på næsten hellige hemmeligheder, får os sprogbrugere til at lide af en slags sprog-paranoia. Vi kan sproget, men kan ikke nødvendigvis redegøre for, hvad vi kan. Vi ved, der er nogle årsagssammenhænge, men vi kender dem ikke. Derved kommer vi til at opleve en uvidenhed og utilstrækkelighed, skriver Lars Henriksen. Jeg bøjer mig og lægger grammatikken og etymologien på hobbyhylden hvor de hører hjemme!

Luk kirken

(Klumme i Centrum 5/9-06)

Fugleudstilling i våbenhuset, catwalk i kirkegangen og fredagsbar ved alteret! Danmark har mange kirker, som siges at stå tomme. Hvad med om man brugte dem til noget andet?

I Aalborg Stift er der 323 kirker til de 460.000 folkekirke-medlemmer. Danmarks 2000 kirker har om søndagen besøg af ca. 350.000 kirkegængere. Hvad med at rationalisere en smule?

Engang foreslog en bibliotekar mig at man lukker de kirker, der næsten ikke blir brugt. Nåja, og så kunne man brænde de biblioteksbøger, der ikke blir udlånt, sagde jeg. Så blev han sur.

Man brænder ikke bøger og nedlægger kirker. Mange af dem er jo fredet – og de er inviet til helligt formål. Men der er intet i vejen for at man kan ophæve fredningen og ”afvelsigne” kirken. Det er sket både i Mårup og på Læsø for nyligt.

Rundt om i Europa lukker man kirker. I England sker det ofte og i det øjeblik en kirke tages ud af brug, kan man gøre hvad som helst med den. Modehuse arrangerer catwalk i midtergangen, diskoteker banker rytmer ud gennem mosaik-vinduerne, kirkebænkene bliver brugt til varehylder – der fortælles oven i købet om brug af kirker som lottobutikker og bordel.

Den slags ville nok ikke gå her, men man kunne da bruge kirkerne til mere fredelige formål. Her nogle gode idéer til hvad tre af Aalborgs kirker kunne bruges til. De er bygget omkring 1930 og har ikke nogen kulturhistorisk værdi. Og man kan såmænd godt holde messe om søndagen alligevel.

Markuskirken, har en stor koncertaktivitet, en verdensberømt organist og et orgel i særklasse. Man kunne gøre kirken til koncertkirke, etablere en stor koncertinstitution og samle byens kirkekoncerter her – måske flere om dagen – og man kunne skabe et center for kirkemusik i bygningen.

Vor Frelsers kirke ligger i byens latinerkvarter – med en hastigt voksende skare af universitetsstuderende og caféer. Den kunne blive fremragende til udstillinger, events, installationer osv. á la Skt. Nikolai i København. Også her kunne der skabes et center for eksperimenterende visuel kunst.

Ansgarskirken bruges af byens musikkonservatorium som øve- og koncertkirke. Giv kon-servatoriet hånds- og halsret over kirken, så de studerende får mulighed for i højere grad at prøve den slags koncertsal, de som færdiguddannede vil komme til at spille meget i.

Naturligvis vil sådan noget afstekomme en del ramaskrig. Men fordelen ved den slags er at de forstummer hurtigt….

Gift-show

(Klumme i Centrum 6/9-06)

Det er moderne at gifte sig og det kan man godt gøre sig lystig over. Men de modige sjæle, der vandrer til alters med brudebuket og laksko tager nogle andre ting med sig, som virkelig viser hvor moderne hele dette gift-show er blevet.

Bryllupsbilleder, f.eks. For år siden var de helt klassiske brystbilleder med smil på læben og med det helt enkle budskab: vi er blevet gift og vi var glade den dag. Aviserne sendte fotograf ud til kirken eller købte et af de billeder, der blev taget hos fotografen på vej fra kirke til kro.

Idag kan alle jo tage billeder og stilen er helt anderledes. Enten er det meget spektakulære fotos, det har taget timers opstilling, scenografi og koreografi at lave eller det er en slags snapshots, nevøen har snuppet med sin Nokia.

Indholdet er også helt anderledes. Det er som om brudeparret vil sige et eller andet. Måske ligger han for hendes fødder i vandkanten med et gevær over skulderen. Måske ligger hun henslængt på kølerhjelmen af Audien mens han forsøger at styre. Måske har han en fodbold og hun en kagerulle i hånden.

Børnene har også invaderet billederne. Det kan være dem fra tidligere ægteskaber eller dem man fik sammen år forinden – dengang bryllupper ikke var moderne. Der kan således være en hær af børn på gift-billederne.

Et andet nymodens fænomen er polterabender. Det er ofte til rene overlevelsesøvelser eller fjollede shows, hvis formål er at gøre det kommende brudepar til grin. Hun sælger kys på gaden og han kvæler 5 liter øl i én slurk på den lokale.

Af gode grunde finder de sted ugen før brylluppet – det tager jo ofte dage at komme sig over sådan en omgang. Og så koster de! Jeg mødte for nyligt et selskab der brugte – hold fast! – 100.000 kr. på sagen. Ganske vist med helikopter, limousine, særtog og speedbåd, men alligevel…nåja, og så skulle det sagesløse par indspille en CD!

Dét er noget, jeg kender til. Jeg har kontor i nærheden af et lydstudie, hvor du for 1.000 kr. får en tekniker og et studie i 50 minutter. Du går derfra med en CD med dig selv som forsanger i netop det nummer, du bedst kan li (eller hader mest). ”Kald det kærlighed” er en af favoritterne og det er meget sjovt at høre Martin eller Bettina skrige soloen ud i en fjerntliggende toneart, få skældud af teknikeren og blive backuppet – eller –downet – af vennerne.

Jo mere det, der sker i kirken holder sig trygt og sikkert ved det gamle, des mere skal resten af festen peppes op. Det er moderne at gifte sig. Halvdelen blir skilt igen!

Christina om natten

(Klumme i Centrum 6/9-06)

Det handler om, at Christina, der er en af hoftjenere på den lokale, arbejder til kl. 2 og derefter skal cykle hjem til østbyen. Hun er en stærk, selvbevidst pige, der ikke er bange af sig. ”Men hvorfor slukker de stadigvæk gadelysene kl. 1?”, spurgte hun. Det ved jeg jo ikke, så jeg skriver til kommunen som venligt svarer at gadebelysningen tændes igen 1. oktober. Og at man kan holde sig orienteret om udviklingen på dette let-huskelige link:

www.aalborg.dk/Borgerportal/Serviceomraader/Trafik+og+veje/Brug+af++veje/Vi+slukker+lyset.htm

Men det går ikke, siger Christina. Det er trods alt næsten 3 måneder siden at dagene blev kortere og så bliver nætterne jo automatisk længere. Det er ikke særlig trygt at cykle hjem om natten. Sig mig, er de embedsmænd aldrig ude efter mørkets frembrud? Det kunne jeg jo heller ikke svare på men måske findes der et link…

Nå, men det minder mig om byens springvand, som sidste forår lå totalt tørlagte hen trods godt vejr og turister. Da spurgte jeg også og begrundelsen var at man ville vente til efter karnevallet med at åbne dem, for det er dyrt at rense den slags efter at de tørstige dellesvingere har hærget. Jamen, hvorfor skal vi, der nyder at se springvand springe, og turisterne, lide under én dags fest?

Jeg er økologisk indstillet og synes vi skal spare på ressourcerne, men det forekommer mig at de håndører, der kan hentes ved at slukke gadelamperne, er småpenge. Og man kan aldrig vide, om de mørke nætter afstedkommer kvæstede cyklister.

Engang skulle vi spare 300.000 kr. på min arbejdsplads. Det svarede til en stilling, som ingen naturligvis var interesseret i at nedlægge. Så kom tillidsmanden med en lang liste over sparemuligheder: medarbejderne betaler selv kaffe; vi kopierer på begge sider af papiret; toiletterne bliver kun rengjort hver anden dag; cykelskuret kan vente med at få maling osv. Sådan sparede man 28.000 kr. og tilværelsen for os alle blev lidt surere. Og man måtte fyre en kollega alligevel.

Engang i 1960’erne var der en prokurist eller sådan noget i sparekassen og han var den første bruge af palmolive-sæbe i Aalborg. Han regnede ud at hvis han skyllede hænderne under vand FØR han tog fat i sæben, kunne han spare 7,50 kr. på 24 år. Det nåede han nu ikke. Desværre døde han et par år efter, så anstrengelserne var forgæves. Hans datter smed den krakelerede sæbe ud.

Få nu tændt det gadelys, så Christina og andre kan cykle trygt hjem!

Klumme eller klumret?

(Klumme i fagbladet Journalisten 18/10-06)

‘Små mennesker lever kortere tid. Jeg er lille. Så jeg er i fare.’

Det var budskabet i Søndagsavisens bagsideklumme forrige uge. 13 ord, som ikke revolutionerede verden, men måske kunne aftvinge et smil. Måske, for klummen var faktisk ikke særlig morsom.

Den var en blanding af dagbog – “Min dag startede ellers forholdsvis fredeligt” – ligegyldig barndomserindring – “Da jeg gik i femte klasse” – og skrækscenariet “Nu er jeg kastet ud i for tidlig død”.

Nu var der ikke kun 13 ord. Forfatteren, Mette Lisby, brugte faktisk 400 på at referere en undersøgelse, der viser at lave mennesker dør tidligt. Et særdeles pauvert budskab og det er karakteristisk for mange klummer.

Aviserne oversvømmes af klummer, forfattet af folk der er oppe i tiden, men som ofte ikke har noget at meddele og i værste fald overhovedet ikke kan skrive. Den nævnte er skrevet af en stand up-komiker og den slags er populære kolumnister. Men at være ordekvilibrist på en scene gør ikke nødvendigvis en god skribent.

Med gratisavisernes fremfærd er klummefænomenet blevet endnu mere aktuelt og et vue ud over landskabet viser, hvor vanskeligt, det er at skrive en klumme. Klummen er nemlig ikke en journalistiske skraldespand. Det er ikke den genre, man lige sætter praktikanten eller en tilfældig kendis til.

En klumme skal kunne “det hele”: den skal have et anliggende, den skal være forbandet godt skrevet og er ofte ret kort. Ethvert sprogmenneske ved, hvor meget dét kræver af forfatteren. Berlingske kulturs klumme skrives af “fire skarpe hjerner med fire skarpe penne” som man siger, og de fire (hvoraf 3 kvinder) har forstået klummeriet. Netop fordi de har noget at sige og kan sige det. Andre medier ekviperer sig med kulturpersonligheder, der gør sig glimrende i deres egentlige métier, men hvis dagbogsnotater egner sig bedre til Se & Hør, end til et dagblad.

Og så er der altså de aviser, der giver praktikanten 700 karaktérer på bagsiden til at øve sig på. Det er synd, for klumme-genren har lige så stolte traditioner som kronikken og bør behandles med samme seriøsitet og veneration.

Klummen skal handle om noget. Selvom der er vide rammer for indholdet, skal emnet ramme bredt – det er ikke nok at skrive om et lysfyr i Brønshøj. Den gode klumme har både et lokalt og et “globalt” sigte. Klummen skal underholde. Den skal have bid, ironi og sarkasme og fange læseren straks. I modsætning til andre artikler i avisen bør den kunne forstås og opleves helt umiddelbart og uden at man skal repetere læsningen.

Klummen må gerne diktere ét af dagens samtaleemner. Det har Urban forstået ved at dyrke klummens affinitet til bloguniverset. Andre har annammet idéen.

Den gode klumme afstedkommer nemlig andet end et fnis og en hovedrysten. Den tvinger til replik. Enten hos læseren selv eller offentligt. Det har de færreste klummeskribenter forstået. De plaprer løs uden at sige noget – som om ord er en dusinvare.

Under stenen: Jens Pind

(Magasinet Værsgo Aalborg november 06)

Jens Pind blev han kaldt, for han havde altid en pind i højre hånd. Han var nemlig dirigent. Jens Schrøder hed han og i fire årtier var han én af de mest betydningsfulde personer i nordjysk musikliv lige fra han 16. november 1941 stod af toget i Aalborg.

Schrøder blev født i 1909 af danske forældre i en lille by ved den østrigske grænse. Seks uger gammel flyttede Jens med familie til København. I familien Schrøder var der megen musik og Jens fandt vej til musikstudiet på Københavns Universitet. Gennem barn- og ungdommen var han på mange besøg i Centraleuropa og det satte sine spor. Han følte sig hjemme i dette rejseri med de kulturelle oplevelser det gav og da han kedede sig bravt på universitetet tog han beslutningen om at rejse ud for alvor.

Han tog til Prag i 1928 og fik en omfattende uddannelse, bl.a. hos dirigenten Nicolai Malko, der var en verdenskapacitet. Da han kom tilbage til Danmark i 1932 sled han for at vinde fodfæste i dansk musikliv og det lykkedes ret godt. Den nye Statsradiofoni, Tivoli og Det kgl. Teater havde bud efter ham og han begyndte så småt med det, der blev hans måske vigtigste beskæftigelse: at være musikorganisator. Det blev til et par år som musiklærer i Sverige, så igen nogle år i København – hvor han i øvrigt giftede sig med den Estrid, der skulle følge ham gennem hele livet – og så var det altså at han tog til Aalborg i 1941 for at danne Aalborg By-Orkester.

Når det blev Aalborg skyldtes det at det var den eneste større by uden et symfoniorkester. Men Jens Schrøder kom til at elske sin by og gjorde et enormt arbejde for musikken og kulturen i bredere forstand i Nordjylland.

Det første og største var altså dannelsen af Aalborg By-Orkester, der i dag hedder Aalborg Symfoniorkester. Især to pinger i byen hjalp til: overretssagfører Georg Rendbeck og grosserer Axel Pedersen (Metax) og i 1943 fik Schrøder brev fra kommunen om at han fra 1. maj var ansat som dirigent for ”et eventuelt Aalborg By-Orkester” til en løn på 7.000 kr.årligt.

Det gik over stok og sten de kommende to årtier – orkestret kom hurtigt i gang og voksede støt til det nåede sin nuværende størrelse og blev statsanerkendt i 1961. En milepæl var indvielsen af Aalborghallen i 1953, hvor symfoniorkestret kom til at bo.

Da Jens Schrøder 1. december 1979 for sidste gang lagde dirigentstokken afleverede han et professionelt og berømmet orkester, der som man ved stadig er en af landsdelens vigtigste kulturinstitutioner.

I alle årene havde Schrøder blandet sig på alle leder olg kanter i musiklivet. Han skrev Danmarks Radios jubilæumsbøger, han var formand for det første amtsmusikudvalg, han gæstedirigerede i ind- og udland, han skrev artiikler og holdt taler i ét væk.

Med pensioneringen var det tid at skrive erindringer. Det var både svært og let. Let fordi han havde gemt en mængde flyttekasser med dagbøger, breve og optegnelser fra hele sit liv. Svært, fordi sorteringsopgaven var enorm. Han kom langt, men døde i 1991 midt i arbejdet. Alligevel udkom et par år senere ”Kapelmesteren” – om Jens Pind, der var én af de vigtigste personer i nordjysk musikliv nogensinde.

Hans elskede Estrid efterfulgte ham i 1997.

Godt nytår!

(Klumme i Centrum 2/1-07)

Nytår handler jo om tid og alder lissom fødselsdag. I begge tilfælde er det følelserne, der tar over. Alting ændrer sig jo i virkeligheden ikke (ikke engang kommunerne – skal vi vædde?) fra den ene dag til den anden. Jeg er ikke et år ældre fra 2. til 3. februar. Men fødselsdage kan få os til at føle os ældre og nytår får os til lige at standse op før
vi okser videre. Man gør status (kan man ikke li bundlinien, glemmer man hurtigt igen). Man har måske forsætter (men fortsætter alligevel i den gamle skure).
Tiden er relativ, ikke konstant. Sådan er det også med alder. Mor er 85, hendes yngste barnebarn 16. Hould da op, hvor de kommunikerer. Gør hinanden klogere. Har deres egen verden, som andre ikke kommer ind i. Alder ingen hindring står der ofte i dating-annoncer. Nej, alder er kun en hindring, hvis vi selv synes det. Man taler om det grå guld,
men også om ældrebyrden. Vores holdninger til alder og år indretter vi som det passer os, selvom vi godt ved, at alder dybest set ikke har noget med antal år at gøre.
Historien om min rablende skøre ex-Sofie er fantastisk. Da hun var 32, kom hun en sen aften hjem og fortalte, at nu var hun 44. Det havde hun besluttet sig for og sådan skulle det være i hvert fald nogle år. Hun forsøgte officielt at få ændret sin alder, men det kan man ikke. Hvorfor ikke? spurgte hun, når man kan få ændret køn, navn, bryster og alt andet. Naturligvis havde hun ret: hvis hun nu følte sig som 44 år, hvorfor så ikke blive det? Svaret er, at når det gælder alder, så er vi ude i det absolut ultimative, fordi vi tror, alder og år hænger sammen.
Under min skilsmisse sagde ex’en at hun havde været gift med mig i 16 år og jeg med hende i 8. Sådan følte hun, og det kan jeg godt forstå. Men på papiret stod der naturligvis 16.
Da jeg var 22, mødte jeg min 14-årige kusine en sen aften på Strøget i København. Forundret og lidt bekymret spurgte jeg, om vi ikke skulle følges ad og drikke en sodavand. Nejtak, sagde pigen. Nogen tid efter talte jeg med moren om episoden og hun havde spurgt: hvorfor gik du dog ikke med? Tror du jeg vil følges med sådan en gammel én, var svaret. For pokker, jeg var 22!!
Alder er noget andet end blot et par tal. Også det, vi mener er verdens alder.
Selvom vi ved, kloden er meget ældre, har vi valgt et skæringspunkt for 2000 år siden, fordi det kan vi forholde os til. Lissom vi har brug for de der timeslag nytårsaften til lige at bringe følelser og fornuft i balance. Selvom vi ved, at det meste af i morgen er som det meste af i går.
Skål og godt nytår!

Mor

(Klumme i Centrum 5/1-07)

Jeg har en mor. Alle har en mor. Ikke havde, men har. For mødre er udødelige – det er vist værst for sønner. Nå, min version er 85, hun er født smuk og begavet og hun er still going strong. Men: hun vil skrive en klumme og jeg sir at det kan og må hun ikke, men hun er som mødre nu er: insisterende, tillidsfuld og naiv. Altså skriver hun klummen (den er kun på 53 ord og det er både for lidt og for meget), skriver ”Centrum” på en kuvert (naturligvis uden frimærke) og sir ”post den!” Hvor naivt: jeg damper naturligvis kuverten op, så en limstift senere kan sløre forbrydelsen, og så læser jeg:
”Min mor er lidt småsur på mig, hun siger jeg er kontrær (hvad det så er!). Og så bander jeg. Og så vil jeg ikke spille for hende. Jeg forsøger at lave god og sund mad til hende, men så siger hun, hun ikke kan tygge det. Sikken en mor!! Sikken en søn!” Citat slut.
Oh, rædsel! Jeg farer tilbage og leger søn: ”Hvad er du ude i, mor? Det er misbrug – blandingsmisbrug. Du bruger mit gode navn og rygte, du lyver mere eller mindre og du får mig til at ligne en forbryder!” Så leger mor mor et par minutter: ”Det jeg har skrevet er sandt og jeg tænkte at det var bedst at du skrev det og du skal ikke åbne mine breve!” MINE breve?
Det er sgu da MIT sir jeg mens jeg endnu engang nægter at spille Jylland mellem tvende have på klaveret og sir at de kan bestille noget mikrobølgeovns-kommunemad de næste tre måneder. Og så stikker jeg kniven ind: ”Mor, du sagde forleden at du ikke kan tygge maden fordi dine tænder (som meget andet ved dig (hviskes)) er skøre. Og så sagde du at du heller ikke kan synke. Godt det samme – tygning er spild når du ikke kan synke.” Touché!
Men hun er ikke så let at slå ud. Og jeg behøver ikke hviske, for hun er blevet en del døv på det seneste og fars og min redningsplanke er at hun har svært ved at mundaflæse, når vi altid har en smøg i munden.
SÅ kom den ægte mors skrækindjagende, ultimative attack: jeg kender dig ikke, DU ER BLEVET FORBYTTET PÅ HOSPITALET! (her ryster jeg virkeligt i bukserne) og jeg gør dig arveløs (lettet igen – så ordner jeg heller ikke gælden. Haha)”.
Og hvad har JEG så i ærmet? Jo, Regeringen synes jo, at det private initiativ skal mere ind i familien, så jeg gir nu mor en japansk robot, som skal løfte hende ud og ind af sengen, vaske tøj (den kan kende forskel på hvidt og kulørt), smide kommunemaden i mikroen og meget andet som ikke skal nævnes her. Så kan du lære det, MOR!
Nå: alt er ved det gamle og ved den gamle – og tro mig: intet af dette er løgn!